Digt: Lyset bryder frem

I datiden

lå jeg ned

mens skyggerne overtog min krop

Ulven sparkede mit Jeg ud

og efterlod kun

mørke og fortvivlelse

Angsten kriblede

ned til min begravede sjæl

I lang tid lå jeg

ynkelig og uduelig

Men stædighedens væsen

begyndte at sparke til skyggerne

indtil de blødte gennem lyset

I nutiden

går jeg

med lettere skuldre

med hverdagen som baggrund

Ulvens grimme fjæs falmede

og angstens klamme favn

har slækket på taget

Stædighedens væsen

og viljens styrke

vokser stadig
imens lyset bryder frem