Digt: Forsvinder

Et levn fra fortiden

der skubber mig væk

væk

væk

Indtil jeg forsvinder

En hvisken fra nutiden

der nynner farvel

farvel

farvel

før jeg forsvinder

Et ekko fra fremtiden

der sætter sig fast

fast

fast

idet jeg forsvinder

Tanke: Et ekko

Lyden af mig, der går i stykker, fyldte hele mørket.
Men det var ikke mit mørke. Det tilhørte ikke mig. Det var dit mørke.
Jeg blev bare trukket ind i det.
Bitte små stykker af mig landede på bunden, der ikke eksisterede.
Klirrende glas splintredes, da vi skålede med hinanden.
Mørket omsluttede os. Og ingenting kunne bryde igennem det og finde os.
Vi var tabte.
Kun ekkoet af dem vi var engang hang tilbage og  nynnede vores melodi.

DIgt: På torvet

Jeg tror ikke længere

Jeg håber ikke længere

Jeg drømmer ikke længere

Jeg ligger bare her

Nøgen og sårbar i mørket

Blottet for alle

I et vindue på torvet

Jeg kan ikke mere

Jeg orker ikke mere

Jeg gider ikke mere

Jeg sidder bare her

Alene og ensom i kulden

Med udtryksløse øjne

der ser folkene gå forbi