Digt: En flue uden vinger

Jeg er strandet

som en flue

uden vinger

Alene sidder jeg

i ensomhedens mørke

og føler mig anderledes

som en flue

uden vinger

Digt: Kanten

Helt ude på kanten

står jeg og kigger ud over

den afgrund

jeg har gravet i flere år

imellem mit sind

og den afskyelige hemmelighed

der gav mig skovlen i hånden

og bad mig grave

for mange år siden

Nu står jeg og kigger

udover mit arbejde

smider skovlen fra mig

og springer ud over kanten

Digt: Puslespil

Verden er et puslespil

på flere millioner brikker

derfor kan det være svært

at finde den brik

der skal sidde ved siden af én

kanterne er lette at genkende

og alle bliver sat i boks

”Du er noget træ”

siger den ene

Mens den anden siger

”Du er himmel”

Nogle skiller sig ud

mens andre ligner alt andet

Puslespillet samles aldrig

selvom nogle er heldige at finde

sin brik til højre eller venstre

Livet er et puslespil

på flere millioner brikker
og jeg er faret vild i mængden

Digt: Tanker der larmer

Larmende tanker

der slår mod min hjernekasse

og presser på min pande

Ord der ikke hænger sammen

Sætninger der ikke giver mening

stikker mig i øjnene

for at komme ud

så alle kan se dem

Se hvor grim jeg er indeni

og hvor ulækkert mit hoved er

Kasser på hylder med hver sin farve

står inde i mit hoved

og venter på at blive fyldt

med noget der ikke giver mening

og noget andet der giver mening

ting jeg kan se

og ting andre ikke kan se

Mit hoved gør ondt

når tankerne larmer

Digt: Indlagt

uden mening

uden retning

ingenting at forholde sig til

zombieland

jeg kaster hele verden op

ud af munden

uforståelige sætninger

der hænger i luften

uimodsagt

medicinen

der danser med tankerne

til en lydløs melodi

loftet er gulvet

og gulvet er loftet

verden

er vendt op og ned

alting hænger dovent

på hovedet

når man er indlagt

Digt: Angst

Du sniger dig ind i kroppen

uden jeg når at lægge mærke til det

pludselig er du der bare

helt uventet

Jeg opdager dig først

når du bider dig fast i mine lunger

og prikker hul

så luften bare siver ud

når jeg trækker vejret ind

Du finder vejen ind i mit sind

ved at suge al livet ud af mig

og efterlade mig tom og hul

Du skifter form hver anden dag

så jeg ser dig ikke i mængden

selvom jeg mærker dig

helt tæt på

Jeg fodrer dig med grimme tanker

og alt for lidt mad

Vandet jeg giver dig

i håb om at drukne dig

løber bare lige igennem

uden så meget som at rykke dig

bare en smule

Du dræber mig langsomt

og lydløst

Jeg lider i ensomhed

mens du nynner ”Celebration”

i mit øre

Digt: Tiden mangler

Jeg ved ikke hvorfor

Men tiden mangler

Tiden er forsvundet

Hvorhen ved jeg ikke

Måske er den gået sig en tur ud

i det fri

drømmende

Tiden mangler

Tiden har forladt verden

Den fjerde dimension er gået sig en tur

Hvorhen ved jeg ikke

Men tiden mangler

Digt: den forsvundne fremtid

Fremtiden fløj væk da

stodderen råber ”40 i feber, mand”

fra tredje sal ud af vinduet

Stangstiv og skæv

Den gamle dame på fortovet

løfter sin stok og ruller øjne

”Den ungdom” mumler hun

mens hendes hud lægger sig i folder og viser

at hendes tid for længst

er forbi

Datiden er ovre

nutiden er her

og fremtiden kommer om lidt

Inden du vender dig om

for at hjælpe damen over vejen

er øjeblikket forsvundet

og fremtiden væk igen 

Digt: På kaffekoppens hank

På kaffekoppens hank sidder der

to små mænd og snakker

”Hvad laver du her?” spørger den ene

”Det samme som du” svarer den anden

De nikker, og forsøger

ikke at falde af, når de hvirvles rundt i luften

Med svedige hænder hænger

de og dingler

indtil verden ikke længere er vendt på hovedet

Den ene mand skubber til den anden

”Hvorfor gjorde du det?”

”Fordi du lod mig hænge”

De sætter sig med ryggen til hinanden og

skuler ondt på verden

fra deres sædvanlige plads

på kaffekoppens hank

Digt: I mørket

Skrig i mørket

”Har vi det ikke sjovt?”

Spørger du

Endeløst

Mens mit evige smil

er faldet af

Det ligger nu

og griner hånligt

op fra jorden

”Du bliver aldrig fri”

hvisker du

næsten lydløst

med et smørret grin

ind i mit øret

inden du forsvinder

ind i mørket igen

Digt: Du og jeg

Du er intet

Jeg er alt

Du er fanget

Jeg er fri

Du er grim

Jeg er smuk

Du er skrig

Jeg er hvisken

Du er gråden

Jeg er smilet

Du er blodet

Jeg er masken

Du er min

Jeg er din

Digt: En hvisken

Jeg er skyggen,

Siger du.

Du er skyggen,

Siger jeg.

Du er mig,

Jeg er dig,

Siger du.

Hvem er jeg?

Hvem er du?

Hvem er vi?

Du er min

for altid,

Hvisker du

Digt: Tågen

Famlende hænder

forsøger at finde tilbage

til stien

hvor alt lyste op

og bar flotte funklende farver

Beskidte nøgne fødder

vælter rundt

på stien

hvor mørket hersker

og tågen ligger tæt

En skrøbelig skikkelse

skriger i tågen

midt på stien

som ingen kan se

Tiden går i stå

Digt: Forsvinder

Et levn fra fortiden

der skubber mig væk

væk

væk

Indtil jeg forsvinder

En hvisken fra nutiden

der nynner farvel

farvel

farvel

før jeg forsvinder

Et ekko fra fremtiden

der sætter sig fast

fast

fast

idet jeg forsvinder

Tanke: Et ekko

Lyden af mig, der går i stykker, fyldte hele mørket.
Men det var ikke mit mørke. Det tilhørte ikke mig. Det var dit mørke.
Jeg blev bare trukket ind i det.
Bitte små stykker af mig landede på bunden, der ikke eksisterede.
Klirrende glas splintredes, da vi skålede med hinanden.
Mørket omsluttede os. Og ingenting kunne bryde igennem det og finde os.
Vi var tabte.
Kun ekkoet af dem vi var engang hang tilbage og  nynnede vores melodi.

DIgt: På torvet

Jeg tror ikke længere

Jeg håber ikke længere

Jeg drømmer ikke længere

Jeg ligger bare her

Nøgen og sårbar i mørket

Blottet for alle

I et vindue på torvet

Jeg kan ikke mere

Jeg orker ikke mere

Jeg gider ikke mere

Jeg sidder bare her

Alene og ensom i kulden

Med udtryksløse øjne

der ser folkene gå forbi

Digt: Fortid og fremtid

I ondskabens dyb

dykker jeg ned

for at finde de sten

der blev kastet ned i fortiden

og glemt

Ensom og alene

i mørkets uendelighed

ligger jeg på bunden

af håbløshed

og leder efter det

jeg tabte og glemte

Med sten på slæb i rygsækken

går jeg fremtiden i møde

og søger efter det

jeg mistede for længe siden

og glemte i fortiden

Digt: Det der engang

I forfaldent roderi

midt om natten

famler jeg rundt

for at finde

det der engang

tilhørte mig

Med kyniske selvbebrejdelser

i tusmørkets skummelhed

vakler jeg

i min søgen efter

det der engang

var hos mig

På ujævn grund

i nymånens skær

vælter jeg over mine fødder

når jeg leder efter

det der engang

ventede på mig

I skulende uro

under skyggens mørke

fanger glimtet af

en falmet skikkelse

det der engang
var mig