Lyden af mig, der går i stykker, fyldte hele mørket.
Men det var ikke mit mørke. Det tilhørte ikke mig. Det var dit mørke.
Jeg blev bare trukket ind i det.
Bitte små stykker af mig landede på bunden, der ikke eksisterede.
Klirrende glas splintredes, da vi skålede med hinanden.
Mørket omsluttede os. Og ingenting kunne bryde igennem det og finde os.
Vi var tabte.
Kun ekkoet af dem vi var engang hang tilbage og nynnede vores melodi.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar